Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Nye forældre

En god start handler om, at både I og jeres barn lærer os at kende, og at vi lærer jer at kende. Vi ved, at det kan være svært at aflevere sit barn til en helt ny verden i institutionen. Derfor har vi tæt kontakt med jer i opstartsperioden og tilpasser indkøringen til jeres barns og families behov.

Efter cirka tre måneder holder vi en samtale om, hvordan opstarten er gået, og hvordan jeres barn trives.

Opstart i vuggestuen

Når jeres barn starter i vuggestuen, vælger vi en fast voksen fra stuen, som følger jer gennem indkøringen. I lærer løbende resten af stuens voksne at kende, så både I og jeres barn bliver trygge ved hverdagen hos os.

I starten holder vi en velkomstsamtale, hvor vi taler med jer om jeres barns rytme, det første leveår og alt det, der er vigtigt for jer at give os viden om. Vi taler også om jeres barns nære familie, så vi får et billede af den hverdag, jeres barn kommer fra. Her planlægger vi i fællesskab, hvordan indkøringen skal forløbe, da alle børn er forskellige.

Vi anbefaler dog, at I afsætter en til to uger til indkøringen. De første dage er en af jer sammen med barnet i institutionen, og i den første uge skal I være til rådighed, så vi kan tilpasse dagene efter, hvordan jeres barn reagerer på den nye hverdag.