Opstart i børnehave
Det kan være svært at skulle aflevere sit lille barn til en helt ny verden i børnehaven med en masse nye børne- og voksenansigter. Derfor er det vigtigt at få etableret en god kontakt mellem forældre og personale.
Når dit barn skal starte i børnehaven vil der være en naturlig forskel på indkøringsforløbet, alt efter om barnet kommer fra vores egen vuggestueafdeling eller fra en anden institution. Fælles for begge forløb er en tillidsfuld og åben dialog mellem personale og forældre, så der etableres optimale og trygge rammer for barnet.
Børn fra vores egen vuggestue:
I tiden op til skiftet fra vuggestue til børnehave arrangerer personalet fra de pågældende stuer besøg på barnets kommende stue samt ture med på landet. Dette giver barnet en mulighed for at stifte bekendtskab med de nye rammer, nye voksne og nye venner på en tryg og rolig måde. Turene på landet giver dem et trygt kendskab til proceduren omkring bussen, omgivelserne på landet og livet i børnehaven generelt. Som udgangspunkt anbefaler børnehavepersonalet at en forælder er med den første dag og at barnet har korte dage den første uge, men det hele afhænger af familiens ressourcer og barnets behov.
Børn fra andre institutioner:
Udefrakommende børn starter i børnehaven på nogle lidt andre præmisser, da de ikke har haft samme mulighed for at stifte bekendtskab med omgivelserne og personalet i institutionen. Personalet anbefaler derfor at forældre sætter den første uge af til indkøring, så der er god tid til at opbygge et tillidsfuldt bånd og dermed skabe tryghed for barnet. Hvis barnet starter på landet kan det være en god idé at man som forældre tænker tidlig afhentning på landet ind sin planlægning af ugen. Børnene får så mange nye indtryk af både omgivelser, bustur og udeliv, at energien og overskuddet hurtigere bliver brugt op. Set fra barnets perspektiv vil de korte dage give en rolig og blid opstart.
En mere præcis aftale om indkøring laves med personalet på den pågældende stue, da både familiens ressourcer og barnets behov er individuelle og der vil selvfølgelig blive taget hensyn til det hele.
Efter ca. 3 måneder vil der blive afholdt en samtale, hvor vi taler om hvordan opstarten er forløbet og hvordan barnet trives.